| Outrups bruttotrup til 2010
Outrup var igennem mange år en fast del af den Danske Speedway Liga, men i 2008 rykkede holdet ud af ligaen efter en skuffende sæson. Nu er klubben tilbage i det bedste selskab og klubben har skabt en stærk bruttotrup.
Grzegorz Walasek - A-kører
Walasek var fast Grand Prix-kører i 2009 (og i øvrigt også i 2002). Han har været polsk mester både som senior (2004) og som U21-kører (1997) og han er flere gange hold-verdensmester med det polske landshold. Han har også flere gange optrådt i den danske liga, blandt andet for Slangerup, men i sæsonen 2010 bliver han A-kører for Outrup.
Mads Korneliussen - B-kører
Efter tre sæsoner i Esbjerg Motor Sport har Mads Korneliussen valgt at skifte til Outrup Speedway Club, hvor Mads får æren af at være holdkaptajn på det nye Outrup-hold. Modsat mange af sine landsmænd valgte Mads ikke at køre i Sverige i 2009, men koncentrerede sig om sine klubber i England og Danmark samt nogle få matcher i Polen og Tyskland.
Nicolai Klindt - B-kører
Nicolai er indbegrebet af Outrup Speedway Club, men da klubben rykkede ud af ligaen efter sæsonen 2008, skiftede han til rivalerne fra Holsted og var en vigtig brik i Holsteds guldmedaljer i 2009. Men med Outrup tilbage i ligaen er Nicolai nu også tilbage i Outrup.
Artur Mroczka - B-kører
Artur er en 20-årig polak, som foruden hjemlandet også har kørt i Sverige og Danmark i 2009. I Danmark kørte han to matcher i ligaen for Holstebro, men da Holstebros tidligere holdleder Steven Andersen nu er at finde i Outrup, er der også flere kørere, som er gået samme vej.
Miroslaw Jablonski - B-kører
Jablonski var sidst i Danmark, da Outrup deltog i den Danske Speedway Liga i 2008, hvor han deltog i syv af Outrups 14 matcher. I 2009 var der ingen danske klubber, der havde bud efter den polske kører, men med Outrups tilbagevenden til ligaen, er der atter bud efter Jablonski, som ellers har kørt i den polske 1. division samt i Allsvenskan.
Michael Palm Toft - C-kører
Palm Toft har ligesom Mads Korneliussen taget turen fra Esbjerg til Outrup, som han skal repræsentere i den Danske Speedway Liga i 2010. Han kørte 13 matcher som D-kører for Esbjerg i sæsonen 2009 og gjorde det så godt, at han til den kommende sæson er rykket op som C-kører.
Erik Pudel - C-kører
Tyske Erik Pudel kørte en enkelt match i den danske liga tilbage i 2008, mens ellers har den unge tysker været en flittig gæst i den danske 1. division. Pudel kører også i Polen, hvor han i 2009 deltog i 2. division og han har naturligvis også deltaget i den tyske Bundesliga. På den internationale scene har Pudel været med på de tyske ungdomslandshold i 2009.
Matic Voldrih - C-kører
Den 21-årige Matic Voldrih er et ukendt blad i dansk speedway. Den unge kører har i 2009 primært deltaget i en række ungdomsløb i Slovenien, Kroatien og Ungarn. Men holdleder Steven Andersen fra Outrup har store forhåbninger på vegne af den unge slovenier, som kan få sin debut i Danmark i løbet af 2010.
Steffen S Andersen - D-kører
Steffen har i løbet af de seneste tre sæsoner kørt i tre forskellige ligaklubber. I 2007 kørte han fire matcher for Holstebro Speedwau Klub, i 2008 fem matcher for Outrup Speedway Club og i 2009 fem matcher for Fjelsted Speedway Klub. I 2010 er han tilbage i barndomsklubben Outrup, som er tilbage i ligaen efter et års pause.
Claes Nedermark - D-kører
Claes er en af kørerne, som har valgt at følge holdleder Steven Andersen i skiftet fra Holstebro Speedway til Outrup Speedway Club. I sæsonen 2009 kørte Claes 11 matcher som C-kører for Holstebro, men i 2010 er han blevet kategoriseret som D-kører og kan dermed blive et vigtig kører for Outrup.
Dennis Spicker - D-kører
Dennis Spicker har de seneste to år kørt for Slangerup Speedway Klub i den Danske Liga - det skal dog siges, at mens han kørte 10 matcher i 2008, blev det kun til en enkelt match i 2009. Det er muligvis en af årsagerne til at Dennis har valgt at skifte til Outrup Speedway Club, hvor han i øvrigt også har kørt for klubbens hold i 1. division.
Marcin Kozdras (C) - udenfor truppen
Marcin er en 22-årig polak, som har været hårdt ramt af skader de seneste to sæsoner - meget tyder dog på at han er ved at være over sine mange skader - og han har derfor indvilliget i at skrive kontrakt med Outrup med henblik på 2010.
Lasse Kragh (D) - udenfor truppen
Lasse er nyoprykker fra 80cc og skal i gang med sin første sæson på 500cc. Det betyder, at han skal deltage i minimum syd divisionsmatcher før han kan debutere i ligaen, men kontrakten med Outrups ligahold er allerede på plads
Steffen Paaskesen (D) - udenfor truppen
Kenneth Dyrvig Jensen (D) - udenfor truppen
Ovenstående to kørere er også nyoprykkere på 500cc til sæsonen 2010 - og de har ligeledes skrevet kontrakt med Outrup Speedway Club.
Steven Andersen - holdleder
Steven Andersen har slev haft en aktiv karriere som kører i Outrup Speedway Klub, men måtte indstille karrieren efter et voldsomt styrt, der kostede en brækket ryg. De seneste år har han virket som holdleder i Holstebro Speedway Klub, men vender i sæsonen 2010 hjem til barndomsklubben Outrup for at være holdleder for klubben ligahold.
|